| Tæt på |
 |
 |
 |
| Skrevet af Søren Arnvig |
| Onsdag, 03 September 2008 19:29 |
|
Det var en kold søndag midt i Februar. Skyerne lå tunge og let slud sjaskede ned over Nordsjælland. Jeg havde netop snakket med Chris , som havde meldt fra, han havde et problem med sin rebreather. Vi skulle ellers have været ud til s/s Otto i Øresund. Jeg havde med lidt besvær fået booket to pladser på Tonys dykkertaxi, sammen med et andet hold dykkere. Nu stod jeg uden makker, jeg var kommet for sent op og var stadig øm i hele kroppen efter at have været i fitness-centeret dagen før. Jeg var begyndt at blive lidt lasket, hvilket min kone havde kommenteret, men jeg skulle nok vise hende og havde givet den en ordentlig skalle med både biceps og triceps. Faktisk følte jeg mig lidt flad, men jeg ville i vandet. Hvis jeg snuppede en kop kaffe og et rundstykke fra en tank på vejen, skulle jeg nok kvikke op.Jeg smed udstyret i landcruiseren og racede mod Helsingør. Undervejs fik jeg mig en croissant ,en kop kaffe og 2 smøger. Da jeg ankom til Helsingør var de andre allerede ved at lægge udstyret i båden. Jeg forklarede dem hastigt situationen, om det var ok at jeg bare fulgte med dem. Jojo, det gik nok. Jeg samlede mit udstyr og kæmpede mig i tørdragten med ømme overarme. Endnu engang slog det mig, om det nu var fornuftigt at dykke, men nu stod jeg jo her og det hele var klar. Jeg skulle jo ikke svømme, bare glide ned ad bundtovet og nulre lidt rundt på vraget og derefter lade min vest bringe mig stille og roligt til overfladen. På vejen ud til vraget smilede jeg lidt af en af de andre. Han var tydeligvis ny og havde problemer med at få sin hætte til at sidde. Jeg var jo selv ekspert, dykket i 15 år, masser af vrag dyk og dyk på eksotiske steder. Men det var også lidt småkoldt når slud ramte ansigtet .Vi var nået ud til vraget og fik ankeret på uden problemer. Jeg var første mand og fik klar tegn fra Tony. Desværre var jeg ikke smart nok til at få fat i ledelinen, da jeg røg i vandet. Strømmen var ganske frisk, som den plejer at være i Øresund, og jeg måtte piske frem for at få fat i bundtovet. Jeg trak mig ned til 2 meter og lå her og ventede på de andre, mens jeg prøvede at få vejret. "Fandens smøger", tænkte jeg, "kunne du ikke have ventet til efter dykket ?". De andre kom i vandet og jeg fortsatte nedefter, med de andre efter mig. I 10 m gjorde jeg holdt, jeg synes ikke at min regulator virkede ordentligt, det var som om jeg skulle hive efter luften. De andre pressede på, så jeg fortsatte nedefter og ramte Otto. Dybdemåleren sagde 26 m og jeg havde det slet ikke godt. Mit hjerte hamrede i brystet, jeg hev som en astamatiker efter vejret, svedte koldsved i tørdragten. Jeg stod ret op og klamrede mig til vraget, mens jeg følte at jeg kunne besvime hvert øjeblik. Jeg var ikke i stand til at forstå årsagen til min situation, men vidste bare at jeg skulle op igen med det samme. De andre gjorde tegn til at vi skulle svømme fra bundtovet. Jeg kæmpede på randen af panik og fik trukket den sidste rest af viljestyrke frem. Jeg gjorde tegn til at jeg var svimmel, hvilket var en heftig underdrivelse, og at jeg ville stige op. Jeg trak mig op ad bundtovet, lidt hurtigere end godt er, jeg ville bare op. En sidste rest af træning og erfaring stoppede mig i ca. 5 meters dybde. Jeg kunne se gummibåden over mig og jeg sloges med to følelser, den ene sagde "Svøm, alt hvad du kan, op, op" og den anden der sagde "Ro på, de sidste meter er de farligste". Langsomt lod jeg mig glide op til gummibåden. Da jeg kom i overfladen var jeg fuldstændig færdig, både fysisk og psykisk. Jeg hang på siden af gummibåden som en skamskudt vågehval, mens Tony, tak til ham, fik bakset udstyret af mig. På en eller anden uskøn måde lykkedes det mig at vælte op i båden. Tony spurgte om jeg var ok, hvilket jeg bekræftede. Jeg var ved at få det bedre, nu kunne jeg da få vejret. Jeg fattede stadig ikke hvad der var gået galt, indtil det slog mig "Luften !". Den måtte have været dårlig. Jeg måtte få lavet en analyse når jeg kom hjem. Resten af holdet kom i overfladen og vi sejlede ind. De andre spurgte havd der var sket, og jeg sagde at jeg var blevet lidt svimmel. På kajen samlede vi vores udstyr og fik lagt det i bilerne. Jeg kørte hjem ad og sad og tænkte over, hvordan luften i min flaske kunne være blevet forurenet. Det kunne den heller ikke. Jeg hade jo dykket for en uge siden, med en anden flaske, der var fyldt samtidig, fra den samme kompressor. Så måtte det være regulatoren, den måtte være i stykker. Regulatoren kom til service ugen efter. Intet galt med den, lidt kalk og salt, kunne have været passet bedre, men virkede fint. Jeg fattede stadig ikke hvad der var sket med mig på vraget. Der gik flere uger før det begyndte at dæmre. Jeg begyndte at lægge alle de små faktorer sammen: Fitness centeret dagen før, dårlig kondition, smøger , dårlig morgenmad, tidsnød, kulde, strøm. Tilsidst måtte jeg erkende at jeg var blevet ramt af en seriøs CO2-forgiftning og den eneste som bar skylden var mig selv. Nu , flere år efter, er det nemt at se den række af store og små fejl, som kunne have ført til en alvorlig ulykke. Jeg fik endda flere "second thoughts" undervejs, men skød dem fra mig. Jeg fortsatte en nedstigning, selvom jeg viste at det var noget galt, jeg steg op alene, hvor jeg burde have haft en til at holde øje med mig. Hvad der kunne være sket den dag på Øresund, kan man kun gætte på. Hvis min erfaring ikke havde holdt panikken fra døren og jeg ikke havde været ualmindelig svineheldig. Heldigvis lærte jeg noget, kvittede smøgerne og løbetræner nu med jævne mellemrum. Jeg sørger for at være udhvilet og i god tid til dykning. Men jeg har fået en advarsel, af den slags man, som regel, kun får én gang. Skrevet til Magasinet DYK |
| Senest opdateret ( Lørdag, 06 September 2008 15:16 ) |