Scuba DK weblog
Sommerdag på Øresund
Så var vi lige en tur på Øresund. Claus Lund (aka Pu-pu, den sorte teletobby) havde snakket med VSK og fået en invitation til en tur med Triton. Da vi ankom til Vedbæk, brændte solen igennem de sidste morgenskyer og vinden kunne knap mærkes. Første destination var landgangsbåden, som har ry for at være et mørkt vrag med dårlig sigt. Jeg dykkede på andet hold med Jeppe Trolle og vi kom ned til et vrag, hvor sigten var ganske god 5-6 meter og ingen strøm. Det var mit første dyk på Landgangsbåden, men vraget er ikke større end at man kan nå at se det hele på et dyk. Vraget var overbegroet med søanemoner, men næsten ingen sø-nelliker, som man finder det på vragene i det langt mere salte Kattegat. Et væld af slangestjerne var overalt på vraget, men det der mest tiltrak sig opmærksomhed var det virvar af fiskeliner og pirke som sad fast over alt. Frontklappen er faldet ned og man kan kigge ind under den flade stævn, hvor flere torsk stod og dovnede. Største dybde er 32 m og vi havde aftalt en bundtid på 20 minutter. Jeppe have luft på flasken og da vi ville have et dyk mere, ville vi gerne undgå alt for stor dekobelastning. Efter 30 min var vi tilbage i overfladen.
På vejen tilbage blev vi enige om Sinne Nordfisk som næste destination. Sinne har jeg dykket på flere gange tidligere og det er interessant at følge med i udviklingen, eller måske skulle man sige afviklingen af et vrag. Vi kom ned midskibs og her lignede vraget sig selv, men længere agterude, hvor trawl omgiver styrehuset, så det ud som om styrehuset er blevet trukket helt skævt, skrådt bagud mod styrbord. Vi tog turen rundt om vraget og fik forstyrret en lille tunge som lå på bakken. Strømhullet under stævnen var større end jeg husker det og jeg målte 22,7 meter ved bunden, som var ganske mudret med en dårlig sigt. Jeppe havde ikke været på Sinne før, så jeg ventede pænt udenfor alle lugerne, mens han mavede sig ind i stort set alle huller og luger. Også Sinne har beholdt sin del af fiskernes blink og pirke og jeg snuppede et par stykker til uddeling blandt venner. Vi kom tilbage til bundtovet efter 25 minutter og startede opstigning. Uheldigvis have jeg fået en fiskeline med mig og men vi lå lige i springlaget, kikkede jeg først ned for at fjerne linen og rettede derefter ansigtet op i den største brandgople i Øresund. Overskægget skærmede for det meste, men en brændende fornemmelse bredte sig straks på overlæben. Men vi lå på stop, benyttede vi lejlighden til at vaske Jeppe, så hans tødragt igen kunne blive blå, i stedet for den gennemgribende rustfarve, han havde pådraget sig på vraget.
Vi var tilbage i havnen omkring kl 15 og det havde virkelig været en super sommerdag på Øresund.
< Tilbage
Skriv en kommentar..
