Jeg kan li' det




Banner

Who's Online

Vi har 5 gæster online

Scuba DK weblog

Fossen by night

I forrige weekend var vi en tur i Lysekil. Som noget nyt prøvede vi denne gang Fossen Camping, istedet for vore gamle stamsted Sivik. Det gode ved Fossen er, at man kan få nogle gode dyk direkte fra campingpladsen, hvilket sparer en del tid især på natdykket. Første dyk var ved Hellebäck, hvor der er fin parkering til bilerne og et par broer at komme i og op fra. Vi tog den vinkelret ud fra kysten og svømmede direkte ned til mudderbunden på 41m. Vi ville gerne prøve at finde nogen søfjer og jomfruhummer og fra ca 35 m begyndte begge dele at dukke frem. Sigten var rimelig, ca 4-5 meter, men det var meget overskyet og derfor noget mørkt på bunden. Jomfruhummerne virkede ikke særlig sky. De trak sig lidt ned i deres bundhuller, men havde ikke noget imod at komme op og hilse, hvis man bare lå stille. Vi blev på dybden 4-5 minutter og søgte så mod vest, hvor vi fandt klipperne og tog en langsom opstigning, mens vi pillede ved og fotograferede lidt af det hele. Der var dog ikke meget liv i 20-40m zonen. Gasskifte i 20 m dybde og derefter op igennem springlaget i 16 meter, hvor vi mødte alle brandgoplerne. Der begyndte at komme lidt mere liv og jeg fik drillet et par tunger og nogle eremitkrebs. Vi sluttede på helt lavt vand, med en svømme tur tilbage til broen og nåede at se en meget stor gylte på måske 2-2,5 kg.

Eftermiddagen gik med shopping, sushi frokost og besøg i Havets Hus i Lysekil, hvor både børn og voksne kunne pille,rode,rave ved en mængde havdyr.

Om aftenen stod menuen på Spaghetti Bolognese ala Arnvig, dog havde jeg forregnet mig lidt med pastamængden og vi kunne nok have bespist omkring 25 personer istedet for de 12 vi var. Pastaen fik lige lov til at lande og så ville Nicolaj og jeg lige have et natdyk. Der var ikke rigtig andre der var med på ideen, men Jeannette kunne dog overtales til at køre os de 300 m ned til vandkanten og blive og holde øje. Vi havde et fint dyk på en næsten lodret væg med masser af små terrasser og sprækker. Vores maxdybde var omkring 20 m og vi nåede at se et utal af hummere og torsk på de 45 minutter vi var i vandet. Et par troldhummere sad også og tittede frem og en enkelt fladfisk blev forstyrret i nattesøvnen. Vinden havde lagt sig lidt og det var stjerneklart da vi kom op af vandet og pakkede bilen. jeg var pænt træt da jeg kom tilbage til hytten ved midnatstid, men skulle dog lige smage en af Sandy's muffins med både hvidchokolade og brombær. Det var usammenligneligt bedre end den blege blomkålssuppe, vi plejer at få.

Søndag morgen skulle vi lige nå et hurtigt dyk inden vi skulle pakke hytter. Både Henrik 2m og jeg havde vores døtre med, så vi kørte til Ormestad og startede med lidt snorkeldykning på 1-3 meter vand, hvor der blev kigget på muslinger, småfisk og en enkelt ørred. Der var brandgopler over det hele, så både Sicha og jeg nåede at få et stik på overlæben. Vi fik sat pigerne i land og tog derefter en tur fra bådebroen mod øst. Vi havde fået lidt anvisninger fra Gert, som dykkede før os og fulgte nu grænsen mellem klippe og sandbund ned mod bunden. Vi havde aftalt en dybde på max 42 m og nåede ned til et lille plateau omkring 41 m, hvorfra væggen gik lodret ned. Jeg lyste så langt ned jeg kunne, men det så ikke ud til at der kom mere bund de første 5-8 meter. (Det må udforskes nærmere på et tidspunkt, med en lidt bedre gas til dybden). Anyways, vi gik op langs klipperne, mens vi fortsatte mod øst. Snart gik klippen over i lodrette vægge og efter 25 minutter vendte vi og fortsatte op og tilbage. Igen var der masser af liv i de øverste 10-20 meter af vandsøjlen. Vi kom op lige under bådbroen og det passede med at min dekoregulator var blevet noget tung at trække i.  Hurtig pakning og hjem til hytterne, hvor der heldigvis allerede var blevet pakket og rengjort.


< Tilbage

Skriv en kommentar..

Titel:
Navn:
Email:

(Vises ikke)

Website:
Kommentar:
23+77=:


Valid XHTML & CSS | Template Design Mod 68 | Copyright © 2009 by Søren Arnvig