Scuba DK weblog
Hven i blæsevejr
Mandag, 29 September 2008
Søndag var vi en tur ude i blæsevejret. Vi skulle lave dybdeprøver med ** eleverne og prøvede at komme på et vrag syd for Hven. Vi søgte efter vraget i et stykke tid, men båden hoppede rundt som en kænguru på steroider og vraget ville ikke rigtig findes. Til sidst valgte vi at gå på skrænterne syd for Hven, hvor der var en smule læ. Samme ide var kommet til den samlede vejrbidte danske og svenske lysfiskerflåde, så pladsen var lidt trang. Dykket gav en klassisk Øresunds mudderbund, med slangestjerner, kammuslinger, konksnegle og eremitkrebs. Strømmen var også klassisk Øresund, Sydgående i både overflade og på bunden, men østgående på 10 m dybde. Selve hjemturen var begivenhedsrig. Vindstyrke omkring 10 m/s hvilket svarer til Friskvind eller styrke 6 på Beaufort: "Store bølger - hvide skumtoppe overalt". Jow, det må siges. Samtidig havde en bagerpose med wienerbrød stoppet lænsehullet, så efter 10 minutter i farvandet nord for Hven, havde vi mellem 500 og 800 liter vand i båden. Vores to +60 pensionister er ikke blevet kastet rundt så voldsomt, siden de gik til jitterbug i 40'erne og de overvejede seriøst at svømme til land og praje en taxi. Samtidig var 3 mand i gang med højlydt at diskutere den optimale kurs i forhold til vind og destination. Men det lykkedes dog at få lænset og komme i havn i god ro og orden. Bagefter synes man ikke at man har vundet over Øresund, det blev kun til uafgjort ... igen.
< Tilbage
Skriv en kommentar..
