Scuba DK weblog

Natdyk : Slägöen rundt

Sensommer klubtur til lysekil igen i år, efter et års pause. For mit vedkommende blev det til 3 meget fine dyk. Jeg havde lidt travlt på arbejde og kunne først slippe fra Danmark ved 14 tiden Fredag eftermiddag. Min yngste, Sicha på 10, tog med for hyggens skyld.

Turen var det sædvanlige ræs gennem Sverige og myldretidstrafik ved Göteborg. Vi ankom dog til Sivik camping ved 18 tiden og kunne springe lige til aftensmaden, efter at have hilst på de fleste. Mange fra klubbe var allerede kommet torsdag aften og fredag morgen og havde allerede været i vandet.

Det officielle program startede med det kendte natdyk "Slägöen rundt". Jeg var makker med Karsten og vores mål var at få et godt billede af en troldhummer. Vi startede fra vest-molen og tog turen med klippen på venstre hånd. Allerede under nedstigningen kunne vi se at dette ville blive specielt. Der var fyldt med liv alle steder. Troldhummere puttede sig i alle sprækker og allerede indenfor 5 minutter havde vi mødt de første hummere i fri dressur henover klipperne. Omkring 16 m blev det koldere og klarere. Mylderet fortsatte, masser af torskefisk, (måske sej eller hvillinger, jeg kan ikke kende forskel) og taskekrabber i alle størrelser. Under en sten lå to sortvels og puttede sig, indtil vi fik kildet dem nok på maven til, at de gad svømme ud. Vi fortsatte ned og fladede ud på 22 m, hvor jeg prøvede at finde et sted med klart vand og en fotogen troldhummer. Karsten var meget tålmodig og agerede lysmester med begge vore lygter, mens jeg prøvede at finde en god vinkel. Mit gamle Canon A60 er ikke just state of the art, men det lykkedes da at få et enkelt billede med et dyr, som de fleste nok kan identificere som en troldhummer. Vi fortsatte rundt mens vi lyste ind i alle sprækker. Karsten mente bestemt, at han i en sprække så en ålelignende fisk, som var mindst en meter, uden at det dog var muligt at fastslå nøjagtig. Jeg brugte lidt tid på at tage billeder af en ulkelignende fisk, som lå helt stille og dekorativt på toppen af en sten. Det meste af den aftale tid var gået og vi bevægede os nu langsomt op mod 4-5 meter, hvor vi brugte de sidste minutter med at drive henover sandet, inden vi kom op 30 m fra stigen ved badeanstalten. Hurtigt var vi ude at vandet, men brugte efterfølgende en rum tid på at finde en udgang fra badeanstalten, til stor moro for de folk der på den anden side af plankeværket, kunne se vores flakkende lygter og høre vores diskussion om mulige udgange.


< Tilbage

Skriv en kommentar..

Titel:
Navn:
Email:

(Vises ikke)

Website:
Kommentar:
23+77=:


Valid XHTML & CSS | Template Design Mod 68 | Copyright © 2009 by Søren Arnvig