Som vi har set tidligere lavede Bühlmann en algoritme for at udregne grænsen for hvor stort et trykfald man kan tåle, baseret på et antal væv og deres mætning. For en genopfriskning læs evt: ZHL-16.
Denne grænse blev udtrykt som en M-Value, der populært kan siges af være boblegrænsen for et givet væv og tryk.
Basalt set går dekompression ud på at komme så tæt på M-Værdien som muligt, uden at overskride. Desværre er dekompressionsalgoritmer kun baseret på en model og derfor behæftet med unøjagtighed i forhold til den enkelte person og dykkets beskaffenhed. Dekoalgoritmen giver ikke absolut sikkerhed for at undgå dykkersyge, men kun et område hvor det er mere eller mindre sansynligt at det sker.

Bühlmanns model er meget absolut i sine grænser og der manglede en måde at indføre en ensartet konservatisme.
Eric Baker kom med en løsning på problemet, i form af en modificerende faktor mellem trykket i vævet og M-værdien. Gradient Factoren udtrykkes som en procent og angiver hvor stort et overtryk man vil acceptere i forhold til Bühlmanns M-værdi. Med en gradient factor på 85 vil man tolerere 85% af Bühlmanns M-værdi. Det udtrykkes således:

P_tol(gf) = P_væv - (P_væv - P_tol) * (GF/100)

P_tol(gf) = det tolererede tryk modificeret med gradient factor
P_væv = Trykket i vævet
P_tol = Det tolererede tryk i vævet (M-værdien)
GF = gradient faktor

et eksempel hvor vi tager udgangspunkt i vævet med en halverings tid på 8 minutter.

Vi starter i overfladen (1 Bar, PN2 = 0,79 Bar) og dykker ned til 40 meter (5 Bar) hvor vi bliver i 15 Minutter.
Herefter er trykket i V8 = 0,79 Bar + ((5 Bar * 0,79)- 0,79) * (1 -2^-(15/8)) =  3,09 Bar

ifølge Bühlmann er P_tol = (3,09 Bar -1) * 0,6514 = 1,36 Bar, dvs. at vi må stoppe i 3.6 meters dybde.

Hvis vi herefter anvender en konservatisme på 85 % bliver

P_tol(gf) = 3,09 - (3,09- 1,36) * 0.85 = 1,62 Bar, hvilket betyder at vi må stoppe allerede i 6,2 meters dybde.

Vi kunne anvende den samme faktor igennem hele dekoprofilen og dermed opnå en ensartet konservatisme, men Eric Baker stoppede ikke her. Det har længe været anerkendt at dybe dekostop gav en langt bedre dekompression og Eric Baker ønskede at anvende en glidende konservatisme, som gav en større konservatisme i starten af dekompressionen og dermed automatisk krævede dybere stop. Han indførte en faktor i starten af dekompressionen og en anden faktor i slutningen af dekompressionen, så faktoren blev gradueret henover dekompressionen.

Vi kalder start faktoren for GF_lav (GF_low) og den afsluttende faktor for GF_høj (GF_high).
Når vi kender startdybden og slutdybden, kan vi nu beregne hvilken faktor vi skal anvende til enhver given dybde ud fra følgende formel

GF_dybde = GF_høj + (GF_høj - GF_lav) / (dybde_slut- dybde_start) * dybde

Startdybden er vores første stop og slutdybden er overfladen, dvs. 0 m og vi kan derfor smide det ud af formlen og reducere den til
GF_dybde = GF_høj - (GF_høj - GF_lav) / dybde_start * dybde

Vi kunne eksempelvis vælge at starte med en gradient faktor på 20% og slutte med en faktor på 80%.
I det foregående eksempel ville vores første stop komme til at ligge på
Pgf = 3,09 - (3,09- 1,36) * 0.20 = 2,74 Bar, svarende til i 17,4 meters dybde.

Hvis vi antager at vores dekostop ligger med 3 meters interval vil vi sætte først stop til 18 meter og vi kan nu udregne hvilken faktor vi vil anvende på hvert stop udfra formlen

GF_dybde = 80 - (80-20)/18 * dybde

Næste stop er 15 m og vores GF bliver 80 - (80-20)/18 * 15 = 30, det betyder at vi skal blive på 18 m indtil vi er så afgassede at vi kan gå op til 15 meter, uden at overstige M-værdien med en faktor på 30%.

Vi ser at jo lavere vi sætter GF_lav, desto tidligere skal vi stoppe og jo lavere vi sætter GF_høj, desto længere skal vi blive på hvert stop. Vi kan med andre ord styre hvilken konservatisme vi vil lægge ned over Bühlmanns algoritme og enhver anden algoritme, når vi kender den M-værdi der bruges.